

Udemøbler følger som regel et begrænset antal eksisterende konventioner. Terrassestolen er et forsøg på at gå uden for disse konventioner eller definere en ny: Skønt stolen er let genkendelig, ligner den ikke noget, man forventer at finde i det lokale havecenter.
Stolens overdel er rotationsstøbt i Polyethylen med en sokkel i rustfri stål. Den er ganske lavteknologisk og kræver kun lidt vedligehold – Terrassestolen kan efterlades udendørs året igennem og skal blot vaskes en gang imellem. Men når der kommer gæster, kan man forbinde et lavvolt kabel til soklen og stolen vil lyse inviterende i mørket og give atmosfære til scenen.
Stolens materiale er kun let elastisk men den føles alligevel blød på grund af de afrundede organiske former. Stolens enkeltdele er mærkede og kan adskilles fuldstændigt på kort tid med henblik på genanvendelse efter vugge til vugge princippet.
Terrassestolen er på udkig efter en producent.



